Fredag den 20.06.08.

_NYG3524RENPAAVEJEN
.. ren på vejen - den holder pænt til højre. Der er sne på fjeldene i baggrunden.

Det var regnvejr da vi vågnede i dag, og virkede lidt gråt og blæsende. Efter morgenmaden kørte vi til Vilhelmina og købte ind. Vi havde også regnet med, at skulle på turistkontoret, men der var midsommerstängt til på mandag. Stenmans var også lukket, så vi fik ingen kaffe og kage i byen i dag. Da vi kom tilbage på Lappudden, blev vi enige om, at køre en tur til Tärnaby og Hemavan, for at se, om det var et sted vi skulle køre op med vognen og bo nogle dage. Vejret blev bedre på vej deropad, og det var en meget smuk tur ind mellem fjeldene, som var snefyldte på toppene. Vi kiggede lidt på en dejlig campingplads lige ved Tärnaforsen, og fik en snak om fiskeriet, og så en del af hans billeder af heldige fiskere med pæne store fisk fanget i forsen.
Pladsen var fin og naturen imponerende, men det bærer alt sammen meget præg af at det er et udpræget vintersportssted, og at de fleste ting er lukket ned, og virker lidt spøgelsesagtigt. Vi syntes det var en lang tur, og at det ikke lige lå på vejen, når vi tog herfra. På vej hjem så vi vores første ren i denne ferie, den var ikke meget for at gå væk fra E12, som den roligt luntede af sted på. Vi stoppede i Dikanäs for at se om den lille campingplads lige ved elven måske var noget for os, men konkluderede at det var det ikke – lidt for høj musik, og for megen reklame for servering af øl og vin. Musikken var dog nok i dagens anledning, Midsommerhelgen. Det var fint vejr og solskin, men lidt køligt hjemme ved Lappudden, men bilen skal lige vaskes lidt af, den er totalt indsmurt i det grå smat fra de våde grusveje vi har kørt et par hundrede kilometer på i dag.

_NYG3534_2TOILET
.. der er en nyskabelse på Lappudden: Et udendørs toilet der ligger få meter fra pladsen. Så man ikke altid behøver at vandre op til hytten. Det fungerer faktisk rigtig fint.