Mandag den 30.06.08.

_NYG4324
.. i år oplevede vi to gange prøver til forestillinger. Det her er den første - der foregår i fri luft. Manden spiller fuld.

Vi startede ud fra Sollefteå omkring ved 10 tiden i rigtig flot solskin, og kørte mod Östersund. På vejen kom vi forbi Döda Fallet, som er et tørlagt vandfald. Det blev tørlagt helt tilbage i 1700 tallet ved en stor oversvømmelsesulykke. I dag står det som et kæmpemæssigt stenkrater, hvor man har etableret gangbroer, så man kan gå rundt i stenmasserne. Ingen af os havde dog mod på, at forcere en temmelig høj spinkel gangbro over jernbaneskinnerne, for at komme derned, så vi nød udsigten ovenfra. I forbindelse med stedet er anlagt et spisested, og en meget flot dreje træfriluftsscene, hvor vi var heldige at rende ind i prøver på en forestilling som skulle have premiere på lørdag. Jeg ved ikke hvor professionelle skuespillerne var, men de var vældig gode og morsomme.
Vi fik Dagens på stedet, som ikke var noget at skrive hjem om, men vi blev mætte.
Turen fortsatte mod Bräcke, og Gimåen, hvor Erik havde planer om at fiske en dags tid. Vi fandt en udmærket campingplads : Viking, som lå lige uden for Gällö, kørte en lille tur ud og så Herrevadströmmene, som er et fiskevand, og lige derved lå et af Sveriges mindste museer: Strömhuset, som er på 8 kvadratmeter, og tætpakket med billeder og ting om flotning i elven. Erik kørte senere ned til Gimåen for at se om det var noget for ham, og blev enig med sig selv om, at det kunne han godt undvære. Jeg fik sat en maskinfuld vasketøj over i campingpladsens tvätstuga, og gik lidt på opdagelse omkring pladsen. Der er en lille vikingegård ude ved vandet med kopibygninger af vikingehuse, og en meget lang gangbro op til landevejen lige over myren hele vejen. Vi gik en tur rundt omkring og kiggede på hvad her er, efter lidt aftensmad. Vejret har været lidt småbygeagtigt det sidste af dagen, men ikke særligt koldt. Vi kører mod Ljungdalen i morgen.

_NYG4344
.. Sveriges mindste museum - og sikkert også ringeste.