Tirsdag den 17.06.08.

_NYG3382_2
.. et meget idyllisk sted - og der er ikke larm fra naboerne.

Igen i dag stod vi op til dejligt vejr og strålende sol, og stille vejr. Da vi havde fået lidt morgenmad, kørte vi mod Kårböle og Ängeråen, et dejligt område vi kørte igennem på vej hjem sidste år, og som Erik godt kunne tænke sig at fiske i. Området var stadig dejligt, men lå for langt fra en campingplads, set som fiskeområde.
Vi fandt et lille smukt torp som havde været digteren Albert Viksteens inspirationskilde og opholdssted i sær om sommeren igennem mange år. Han døde i 1969. I Kårböle så vi også en lille stavkirke, og vi kørte over broen ved Laforsen, hvor man nu har (hvornår ved jeg ikke ) bygget et stort kraftværk drevet af Ljusnans vandmasser, så der var nærmest udtørret under broen, og meget langt ned. Vi kørte videre ind til Ljusdal, og fik lunch på Järnvägshotellet, udmærket mad til billige penge 68 svenske kr. for mad, drikke og kaffe.
Erik prøvede fiskelykken hjemme i strömmen, dog uden held, og jeg tog en slapper i slængestolen ude i solen. Hen under aften kørte vi ud og så på nogle små fisketjärner, som dog ikke var så små igen. De var meget idylliske, men der var ikke meget liv at se hvad fisk angik. Vi nød vores kaffe på stenene ved bredden, og den dejlige ro og fred.
Der er for øvrigt meget smukt med mange vilde blomster på vores campingplads, og græsslåningen er udført hensynsfuldt så naturen kommer til sin ret. Der er specielt nogle blå klokkeblomster, som jeg aldrig har set større og smukkere her i Sverige.
Vi kører videre i morgen – ved endnu ikke helt præcis hvortil vi når.

_NYG3389BLOMSTER
.. store klokkeblomster - efter ekspertens udsagn.

_NYG3324STAVKIRKE
.. ikke just en domkirke - en meget ydmyg konstruktion.