25.06.06.
NYG_3426kissetog
Toget - igen.
Kisse skriver:
I dag vågnede vi op til solskin. Og efter morgenmaden kørte vi ind til Vilhelmina, og fik lige nøjagtig det til at passe med Inlandstogets ankomst til stationen. Vi blev på stationensområdet til afgang igen 40 min. senere, her er nemlig spisepause for togpassagererne. Så jeg fik igen videofilmet togets afgang, så Emil kan se det når vi kommer hjem.
Vi kørte op i byen igen, og fik tanket diesel, købt ind i ICA. Konditoriet Stenman åbnede kl. 12, så vi fik kaffe, og Erik en giftig gul kage. Sidste år havde de trådløst netværk, og vi kunne hente og sende post. Det havde de åbenbart ikke mere, så vi fik ikke sendt noget. Det regnede voldsomt både på vej til og fra Vilhelmina, og det er faktisk fortsat resten af dagen, ikke voldsomt hele tiden, men en hel del vådt.
Jeg ville røge den flotte fjälörring Erik fangede i går, og tog støvler på, og gik ud på en sten i søen for at vaske noget af røgovnen af. Dette resulterede i et vældigt elegant styrt bogstavelig talt på hovedet i søen, og jeg slog både min hånd og knæ, blev våd og fik den ene støvle fuld af vand. Godt det ikke gik værre, et brækket ben havde ikke lige været ønskedrømmen. Jeg fik dog røget fisken, fik også gået en lille tur over på Nybygget, og ellers har vi mest siddet i vognen og læst, hørt lidt musik, og Erik har redigeret i sine billeder af forskelligt småkravl. Fået sms fra Niels, med vejrudsigt for de næste dage, ikke alt for lovende, men nu må vi se om det holder stik.
NYG_3470GODsmåkravl1
Eriks småkravl - en vårflue.