
... Kisse i sit fiskeudstyr: Klædelig herreskjorte med tilhørende hat. De hvide prikker i luften er myg.
Fredag d. 26 juni
Vejret var lige så varmt og solrigt i dag. Vi fik vores morgenkaffe i skyggen udenfor. Efter badning – stadig i Sven Olofs eget badeværelse, det bliver vist sådan resten af vores ferie – fik vi betalt for fiskekort en uge frem igen. Vi kørte ud og prøvede fiskelykken forskellige steder – Vojmåen, Vojmsjöen ved Gråtanåens udløb, men ingen steder var der rigtig fangst. Efter et fortjent hvil kørte Erik igen ud og fiske og jeg slappede lidt af med bogen i slængestolen. Hen omkring kl. 18 gik vi på Nybygget og fiskede. Vi havde lige set Jim komme ind med båden, og han havde fanget en kæmpe gedde på mindst 4 kilo og nogle aborrer. Jeg havde en rimelig pæn stor gedde på krogen – jeg spinnefisker kun med den nye stang for tiden – men den slap af krogen lige da jeg trak den ind på land – ærgerligt. Ellers fangede vi ikke noget. Har snakket med Pil et par gange i dag, Hun holder ”kaffeklub” hjemme i Sparkær i aften med grillmad og spisning i haven – lyder hyggeligt. En dejlig dag igen på Lappudden, men meget varm, vi har været på 30 grader i dag.

... hængebro over Vojmåen - man kan ikke se det på billedet - men der er langt ned og den er vakkelvoren - jeg kunne ikke få Kisse til at gå længere - og så ringede telefonen heldigvis.